Sæt dig - og bliv siddende...

Men hvordan?

Rigtig mange hundeejere ønsker sig en hund, der kan sætte sig på signal og blive siddende til den igen "får fri".
Det kan jeg godt forstå - det er en rigtig fin øvelse og et rigtigt fint mål.
En velindlært sit kan bruges til mange ting, fx. at sidde når andre passerer, at vente mens ejer taler med nogen på gåturen, at sidde ved døren indtil man skal ud, at sidde når nogen hilser på, at sidde i venteværelset hos dyrlægen, at sidde hvis man er med inde i en butik osv.

Alt for ofte får selve øvelsen dog alt for lidt opmærksomhed og bliver kun trænet derhjemme og uden nok fokus på hvad øvelsen egentlig indebærer.

Øvelsen indebærer overordnet set 2 dele:

- at sætte sig på signal
- at blive siddende til "fri-signal"

Begge dele skal trænes og forstærkes meget.
Hvis én eller begge dele af øvelsen er trænet for lidt, så virker øvelsen ikke, når man har allermest brug for den.

Start træningen hjemme i stuen - du kan starte med den helt lille hvalp.
Første mål kunne være at hunden sætter sig på første signal og bliver siddende i 5 sekunder uden du lokker, korrigerer eller på anden måde 'blander dig" - udover at rose og belønne.
Det er ret nemt at lokke hunden til at sidde, eller bare rose og belønne den når den sætter sig. Næste step er at sætte signalet på, så hunden forbinder selve adfærden - at sætte sig - med signalet, fx SIT.
Der skal roses og belønnes rigeligt IMENS hunden sidder i starten af indlæringen!
Afslut ALTID med "fri", inden hunden forlader sit-positionen!


Gertrud, 10 uger
Gertrud, 10 uger
Gertrud til photoshoot, 7 mdr
Gertrud til photoshoot, 7 mdr


Når hunden kan sætte sig på første signal og sidde i 5 sekunder hjemme i rolige, vante omgivelser. så er det "bare" i gang med træningen der gør din hund til "Verdensmester" i SIT!


Eksempler på variationer:
TID:
Varier tiden hvor længe hunden skal sidde og ikke kun så den skal sidde længere og længere.
Det kan være i et mønster der hedder 3 sekunder - 7 sekunder - 1 sekund - 15 sekunder - 2 sekunder.

LOKATIONER:
- i alle rum i dit hjem
- forskellige steder i haven
- forskellige steder på den kendte gåtur

UNDERLAG:
- tæppe, pude, trægulv, linoleum, madras, klinker
- jord, sand, græs, fliser, presenning>
- bænk, træstub, legeredskab, cementrør

MILJØER:
- skov, strand, legeplads, fortov, gågade, bro
- banegård, busstation, skolegård, p-plads, hundetræningsplads
- Bauhaus, Plantorama, dyreforretning, dyrlægeklinik

FØRERPOSITIONER:
- stående, liggende, siddende på stol, stående på stol
- på afstand
- med ryggen til
- fører bevæger sig, går fx rundt om hunden
- fører ude af syne

FORSTYRRELSER:
- andre mennesker
- andre hunde
- legende børn
- bolde, legetøj, godbidder

Brug LÆKRE godbidder.
Vær selv rolig og grounded.
Træk vejret ned i maven.
Slap af i hånden der holder den løse line.
Udvid øvelsen gradvist - hvis hunden ikke kan løse opgaven, var det for svært - gå lidt tilbage til et lettere delmål og gå videre der fra - fejl er ikke farlige.
Afslut ALTID med "fri" eller andet signal når sit-øvelsen er slut.
Ha' det sjovt, træn kort, hold lege/snuse/hyggepauser.

RIGTIG GO' TRÆNING!